Klinikkens historie i korte træk




Først lidt om klinikkens navn eller snarere navne. Vore patienter og kolleger af ældre dato tenderer til at benævne klinikken, Panoptikon (efter bygningen, se nedenfor), medens de yngre oftest benytter betegnelsen Banegårdspladsen. På vores "brevpapir" og i CVR registret står blot Klinik for Hudsygdomme, så det er altså det officielle navn, men alt er tilladt. Nok om det.

I 1918 startede Svend Lomholt, overlæge og senere professor på hudafdelingen på Finseninstituttet, en privatklinik på Rådhuspladsen 45, Absalons gård. Da Svend Lomholt døde i 1949 overtog hans søn Gunnar og svigersøn Gunnar Auken ("the two Gunnars") klinikken. De blev kraftigt advaret af kolleger fordi de ikke var overlæger eller professorer, som havde en afdeling i ryggen og fordi de ønskede at drive praksis på fuld tid. Advarslerne blev dog hurtigt gjort til skamme, idet klinikken fik en stor patienttilgang. Imidlertid tonede en anden fare frem, idet Svend Lomholt i sin lejekontrakt havde en indføjelse, der betød at, lejemålet skulle ophøre såfremt der skete ham noget og da ejendommens ejere selv skulle bruge lokalerne blev "the two Gunnars" opsagt med 7-8 mdrs varsel.



Den 4. januar 1950 nedbrændte Panoptikonbygningen ved Hovedbanegården. Bygningen indeholdt Danmarks første vokskabinet, Skandinavisk Panoptikon. Ordet panoptikon har flere betydninger hvoraf en er vokskabinet. Arbejdernes Landsbank, som havde pant i den gamle Panoptikonbygning overtog grunden, da de havde brug for større lokaler, og banken planlagde en ny, modernistisk 11 etagers bygning. Det lykkedes Gunnar Auken at få udskudt opsigelsen på Rådhusplandsen i 3 år, og samtidig sikrede de sig et lejemål på 5. sal i den ny Panoptikonbygning, som stod færdig i efteråret 1952.

Klinikken var nu velanbragt i nye lokaler og med en endnu bedre beliggenhed som nabo til Hovedbanegården, og så havde de yderligere det held, at det firma, som havde 1/3 af etagen flyttede ud efter nogle år, således at klinikken kunne udvides til den nuværende størrelse på knapt 500 m2 og således omfattede hele vest fløjen på 5. sal. I 1959 blev Margrethe Gade og Carl Erik Pilgaard optaget som kompagnoner, idet der nu var patientunderlag til 4 læger. Gunnar Lomholt rejste fra klinikken i 1969, for at søge nye udfordringer i den store verden med første stop Uganda. Da det ikke var muligt at erstatte Lomholt med en ny dermatolog på daværende tidspunkt pga mangel på dermatologiske speciallæger, indstillede man sig på at føre klinikken videre med 3 faste speciallæger.

I 1979 døde Pilgaard pludselig. Der var på det tidspunkt stadig underskud af dermatologer, så man måtte helt til Tel Aviv for at hente den næste kompagnon Willy Volf Avrach. Gunnar Auken valgte at stoppe i 1989 og blev afløst af Rune Lindskov. Magrethe Gade gik ud af klinikken i 1990 og blev erstattet af Gerda Frentz. Da Gerda Frentz i 1994 fik et forskningsprofessorat for 5 år omhandlende hudcancer blev Mads Nielsen ansat i klinikken som assisterende speciallæge.

I 1998 kort før Gerda Frentz skulle vende tilbage til klinikken, indtrådte en tragedie da Gerda Frentz døde pludseligt og uventet. Mads Nielsen blev herefter optaget som kompagnon.
Willy Avrach valgte at stoppe i klinikken i 2005 og blev afløst af Anne Danielsen.
Endelig stoppede Rune Lindskov foråret 2014 hvorefter Gitte Strauss er indgået som kompagnon.

Siden 2007 har der på klinikken været uddannelseslæger i 6 mdr. ad gangen idet der i speciallægeuddannelsen indenfor dermato-venerologi blev indlagt et 6 måneders obligatorisk ophold i speciallægepraksis. I 1980èrne var der en meget stor medarbejderstab på knapt 20 personer. Efter indførelse af EDB i 1990 kunne der undværes en del sekretærer og efterfølgende er medarbejderstaben yderligere blevet reduceret gradvist på grund af rationaliseringer og effektiviseringer, således at staben nu består af 8 deltidsansatte. I perioden fra 1994 til 96 blev der foretaget en total renovering og nyindretning af klinikken i flere etaper til den nuværende udformning.